Status på de sidste par måneder

Advarsel, et ret personligt indlæg, men da jeg allerede føler, jeg har delt lidt med jer, vil jeg gerne give en ”afrunding” eller mere, hvad jeg nu står overfor.

Jeg har tidligere nævnt at jeg var presset og havde svært ved at overskue noget, specielt efter min rolle som min fars bisidder i hans sag om førtidspension, og hvordan der lige røg 3 katte i svinget på 1,5 måned. Der har også været en række andre uheldige/dårlige begivenheder som egentligt har gjort det sidste halve år ret svært for mig, og hvor jeg liiige havde kunne holde mig ovenpå med min konstante messe om: Vi skal bare forbi dét her, og så har jeg tid til at slappe af – der kom bare aldrig!

Sådan endte det bare ikke, og der kom flere og flere ting oveni hele tiden, der krævende min opmærksomhed, mine beslutninger, min tid og min tilpasning. Da jeg begyndte på mit speciale gik det helt galt, først startede det med influenza symptomer, hvilket ikke overraskede mig efter den anstrengte periode. Jeg kæmpede virkelig, men ordene, hukommelsen og koncentrationen svigtede, hvilket gjorte mig frustreret og virkelig bare tilførte endnu flere negative ting, og igen nogle influenza symptomer. Til sidst var min hukommelse så ringe at jeg 4 gange gik ind i soveværelset efter mine briller, men kunne ikke huske hvad jeg skulle, da jeg kom derind (vi snakker en lejlighed på 30 m2, ikke en kæmpe villa!), og ja… Ting der før betød noget, havde jeg ikke energi eller lyst til – kan du se hvor det bevæger sig hen?

Til sidst skrev jeg til min læge, jeg vidste ikke hvem jeg skulle kontakte, da jeg ikke rigtig regnede det her for noget specielt. Jeg var jo ikke som sådan nedtrykt, og tænkte det nok var noget forbigående, men jeg var altså nervøs for mit speciale, fordi det var vigtigt for mig, at få afleveret til tiden. Min læge tog mig heldigvis seriøst og gav mig en akuttid. Hans diagnose var let til moderat depression, og jeg skulle gå en masse ture og dyrke motion (som om det sker, hvis jeg ikke engang kan lave mad, eller tage tøj på nogle dage!) og en henvisning til psykolog – med omkring 4 ugers ventetid!

Tanken om en slags standby sådan her i 4 uger, var frustrerende hvor jeg hverken aner fra eller til, hvordan jeg nogensinde vil nå mit speciale til tiden, og mit nærmeste netværk, som ikke var der (no blame, de prøver virkelig alt hvad de kan), samtidig med at jeg skal finde hoved og hale i hvad depression egentligt er, da det bestemt ikke var hvad jeg regnede med.

Heldigvis kunne min arbejdsplads private sundhedssikring hjælpe, så ventetiden blev kortere og i fredags var jeg til den første psykologsamtale. Hun mener i stedet det er en moderat til svær depression og vil gerne have mig på medicin – en tanke jeg ikke er fan af, og som jeg bruger meget tid på at overveje lige nu.
Det eneste positive hun kunne sige var at det er en stressudløst og ikke klinisk depression, så den går over igen (men hvornår??! ).

Det hele er bare så svært lige nu, da de opture jeg har, gør at jeg tænker ”måske er jeg på vej ud, måske er det endelig over!” hvorefter der er 1-2 dage hvor jeg hverken kan rejse mig eller spise. Støvsuge min mikrolejlighed kan tage ALT min energi (det er stadig 30 m2), og ja, der er dage jeg ikke engang ved hvad jeg laver. Jeg prøver at lave aftaler, gå til arrangementer eller tage på arbejde hver dag, for at prøve at få en hverdag op og køre, for at komme ud og holde mig i gang, men omvendt kan jeg så komme hjem, ligge mig fuldt påklædt og med makeup og forsvinde ind i en tåge hvor jeg ikke kan lave noget eller realt tage vare på mig selv.

Jeg ved ikke om der er den store sammenhæng i det her indlæg. Har taget mig 3 gode dage at skrive, men det er lige min lidt fucked up verden lige nu.

Hvis du går ligesom mig, og tror du kan klare mere og mere, så vær mere opmærksom på dig selv, end jeg, og se faresignalerne! Det jeg har, ses tydeligt for ret ressourcestærke personer, som så falder ned som et brag. Jeg snakkede med en ven. der er læge. Han sagde at alt hvad der var sket, var bare faresignal på faresignal, og jeg allerede inden jeg fik det dårligt, burde være kommet til lægen. Men selvfølgelig er det svært at se når man er midt i orkanen. Nu er skaderne ved at blive opgjort, og jeg bliver IKKE færdig til sommer.. Det har jeg virkelig svært ved at acceptere. Måske begynder jeg først igen, når specialet egentligt burde være afleveret og jeg skulle have været ude på arbejdsmarkedet. Min store udfordring er, ikke at starte for tidligt, da jeg virkelig har svært ved at acceptere min tilstand, acceptere hvordan nogle dage forsvinder med vitterlig ingenting, når jeg tidligere altid havde mange projekter, hobbyer og frivillig arbejde. – Når tidligere var sådan at folk spørger hvordan jeg kan overskue alt dét, og nu hvor min største sejer i øjeblikket er at have støvsuge første gang i…. lad os bare sige flere uger.  AV!