Status på de sidste par måneder

glenn-carstens-peters-120193

Advarsel, et ret personligt indlæg, men da jeg allerede føler, jeg har delt lidt med jer, vil jeg gerne give en ”afrunding” eller mere, hvad jeg nu står overfor.

Jeg har tidligere nævnt at jeg var presset og havde svært ved at overskue noget, specielt efter min rolle som min fars bisidder i hans sag om førtidspension, og hvordan der lige røg 3 katte i svinget på 1,5 måned. Der har også været en række andre uheldige/dårlige begivenheder som egentligt har gjort det sidste halve år ret svært for mig, og hvor jeg liiige havde kunne holde mig ovenpå med min konstante messe om: Vi skal bare forbi dét her, og så har jeg tid til at slappe af – der kom bare aldrig!

Sådan endte det bare ikke, og der kom flere og flere ting oveni hele tiden, der krævende min opmærksomhed, mine beslutninger, min tid og min tilpasning. Da jeg begyndte på mit speciale gik det helt galt, først startede det med influenza symptomer, hvilket ikke overraskede mig efter den anstrengte periode. Jeg kæmpede virkelig, men ordene, hukommelsen og koncentrationen svigtede, hvilket gjorte mig frustreret og virkelig bare tilførte endnu flere negative ting, og igen nogle influenza symptomer. Til sidst var min hukommelse så ringe at jeg 4 gange gik ind i soveværelset efter mine briller, men kunne ikke huske hvad jeg skulle, da jeg kom derind (vi snakker en lejlighed på 30 m2, ikke en kæmpe villa!), og ja… Ting der før betød noget, havde jeg ikke energi eller lyst til – kan du se hvor det bevæger sig hen?

Til sidst skrev jeg til min læge, jeg vidste ikke hvem jeg skulle kontakte, da jeg ikke rigtig regnede det her for noget specielt. Jeg var jo ikke som sådan nedtrykt, og tænkte det nok var noget forbigående, men jeg var altså nervøs for mit speciale, fordi det var vigtigt for mig, at få afleveret til tiden. Min læge tog mig heldigvis seriøst og gav mig en akuttid. Hans diagnose var let til moderat depression, og jeg skulle gå en masse ture og dyrke motion (som om det sker, hvis jeg ikke engang kan lave mad, eller tage tøj på nogle dage!) og en henvisning til psykolog – med omkring 4 ugers ventetid!

Tanken om en slags standby sådan her i 4 uger, var frustrerende hvor jeg hverken aner fra eller til, hvordan jeg nogensinde vil nå mit speciale til tiden, og mit nærmeste netværk, som ikke var der (no blame, de prøver virkelig alt hvad de kan), samtidig med at jeg skal finde hoved og hale i hvad depression egentligt er, da det bestemt ikke var hvad jeg regnede med.

Heldigvis kunne min arbejdsplads private sundhedssikring hjælpe, så ventetiden blev kortere og i fredags var jeg til den første psykologsamtale. Hun mener i stedet det er en moderat til svær depression og vil gerne have mig på medicin – en tanke jeg ikke er fan af, og som jeg bruger meget tid på at overveje lige nu.
Det eneste positive hun kunne sige var at det er en stressudløst og ikke klinisk depression, så den går over igen (men hvornår??! ).

Det hele er bare så svært lige nu, da de opture jeg har, gør at jeg tænker ”måske er jeg på vej ud, måske er det endelig over!” hvorefter der er 1-2 dage hvor jeg hverken kan rejse mig eller spise. Støvsuge min mikrolejlighed kan tage ALT min energi (det er stadig 30 m2), og ja, der er dage jeg ikke engang ved hvad jeg laver. Jeg prøver at lave aftaler, gå til arrangementer eller tage på arbejde hver dag, for at prøve at få en hverdag op og køre, for at komme ud og holde mig i gang, men omvendt kan jeg så komme hjem, ligge mig fuldt påklædt, med makeup og

Jeg ved ikke om der er den store sammenhæng i det her indlæg. Har taget mig 3 gode dage at skrive, men det er lige min lidt fucked up verden lige nu.

Hvis du går ligesom mig, og tror du kan klare mere og mere, så vær mere opmærksom på dig selv, end jeg, og se faresignalerne! Det jeg har, ses tydeligt for ret ressourcestærke personer, som så falder ned som et brag. Snakkede med en ven der også er læge, der sagde at alt hvad der var sket, var bare faresignal på faresignal, og jeg allerede inden jeg fik det dårligt, burde være kommet til lægen. Men selvfølgelig er det svært at se når man er midt i orkanen. Nu er skaderne ved at blive opgjort, og jeg bliver IKKE færdig til sommer.. Det har jeg virkelig svært ved at acceptere. Måske begynder jeg først igen, når specialet egentligt burde være afleveret og jeg ude på arbejdsmarkedet. Min store udfordring er ikke at starte for tidligt, da jeg virkelig har svært ved at acceptere min tilstand, acceptere hvordan nogle dage forsvinder med vitterlig ingenting, når jeg tidligere altid havde mange projekter, hobbyer og frivillig arbejde – der hvor folk spørger hvordan jeg kan overskue alt dét, når min største sejer i øjeblikket er at støvsuge første gang i…. lad os bare sige flere uger.  AV!

Endnu en stjerne på himlen

2017-01-19-19-52-36

I går måtte vi sige farvel til Pedersen, efter han pludselig blev syg onsdag/torsdag i sidste uge. Vi havde ellers fået positive svar onsdag eftermiddag, at det stadig var kritisk, men han havde fået forbedret sine chancer for at overleve, og det meste afhang af, om han fik det bedre, og snart ville begynde at spise selv. Torsdag morgen var jeg forbi dyrlægen, aftale tid til fredagens tjek, hente nyt medicin og mad (da vi har måtte tvangsfodre ham en gang i timen de sidste par dage), og lidt over middag, da jeg ville give ham medicin, kastede han en mørk væske op, som med stor sandsynlighed var blod. Hurtigt fik han det værre, og selvom dyrlægen sagde der stadig måske var en lille chance, endte vi med at sige stop. Jeg tror helt sikkert det var den rigtige beslutning.

Siden torsdag i sidste uge, har Pedersen været syg, han har været ved dyrlægen hver dag, med undtagelse af lørdag og onsdag… Af de resterende dage, var den eneste dag hvor han ikke har været indlagt til undersøgelser og drop, søndag. Så det har været en hård omgang med mange søvnløse nætter og frustration og tårer undervejs.

Det endte også med, at siden sidste indlæg, at han fik andre symptomer, og Pedersen reagerede meget dårligt på medicinen, hvor han fik mange bivirkninger. Jeg er dog så taknemlig for alt personale på Aalborg Dyrehospital, da jeg er 100 % sikker på at de har gjort deres aller bedste for Pedersen. De spurgte mig om jeg ville have ham obduceret, og jeg sagde at det gav mig ikke min kat tilbage, men så skulle det være for deres (dyrelægernes) egen skyld, da jeg havde hørt der var kommet en kat ind med samme symptomer. Så det lyder til at de nok vil obducere ham, selvom det ikke er sikkert de finder nogle svar. Men hvis der bare er en lille chance for at det reder en anden kat!

Og thank god igen, for at jeg havde en dyreforsikring. Jeg har betalt en lille udgift til den store behandling, som indtil videre lyder til at have rundet de plus 20.000 kr, en pris jeg aldrig selv ville have haft penge til.. Pedersen fik på den måde en chance!

Da både min elskede Bella og Oliver var katte jeg blandt andet fik for Pedersens skyld, prøver jeg at holde mig selv oppe med at han nu er sammen med hans første brormand Findus, nabokammeraten Penta, Bella og Oliver, som helt sikkert tager godt imod ham.

At have mistet 3(!) katte på 1,5 måned er hård kost, og jeg kan mærke at jeg er ved at blive ret paranoid i forhold til den nye killing, Donna, som jeg hentede tirsdag, lige inden Pedersen blev syg. I går aftes hostede hun lige og jeg begyndte bare at tude ustyrligt, da jeg bare følte mig magtesløs og ”ikke igen!”. I går havde jeg helt fortrudt at have fået hende, da jeg simpelthen kan mærke jeg ikke kan overskue at skulle igennem den her slags én gang til. Men for en sikkerhedsskyld, opgradere jeg nok hendes forsikring, så den dækker endnu mere, for tænk nu hvis!

Pedersen 01/06 2013 – 19/01 2017