Lær af mine fejl

depression-tanker-blog

Jeg har fået et rigtig wake-up call, da jeg var ved at gøre mit nok livs største fejltagelse – igen!

I torsdags meldte jeg mig syg fra arbejdet. Det var virkelig ikke med min gode vilje, og gav mig så meget mavepine, alene fordi dét er min faste pæl, det eneste sted hvor alt er ”normalt”. Jeg kunne bare mærke at det ved en af de dage der højst sandsynlig udviklede sig til hvor jeg hverken kan gøre noget som helt, og hvor jeg tidligere ikke engang har kunne tage min telefon når den ringede, så hvordan skulle jeg så senere melde mig syg?

Pointen med det her indlæg er, at lav ikke den samme fejl som mig, for jeg var ved at lave samme fejl – igen!

Dagene op til torsdag havde været lidt hårde, med opgaver, ting der er sket og informationer jeg skulle døje oveni alt den depression. Jeg har prøvet at holde mig i gang og komme ud hver dag, men tid er blevet en underlig og stressende faktor for mig. På den ene side, kan jeg godt tænkte på tid rationelt, på den anden side tager kroppen og den ’syge hjerne’ over. 4 timer inden jeg skal noget, kan jeg ikke følge med, og føler jeg har travlt – selvom den rationelle side udmærket godt ved jeg har MASSER af tid, ville egentligt kunne nå at sove, gå i bad, gøre mig klar og stadig have tid til at noget andet.. Men ja, kroppen og mit urationelle syge-jeg er ikke enig. Så lige nu kan uplanlagte tid, ændringer i tidsplaner og nye opgaver give en fuldstændig åndsvag stress!

Men alt i alt, har jeg gået i de ’hårde’ dage og hele tiden tænk på lørdag har jeg tid til at slappe af og restituere. Faktisk havde jeg allerede messet dét i et par dage, og da jeg torsdag morgen vågnede op til en grå grå verden (med blå himmel og solskind), gik det op for mig, at jeg ikke havde råd til at sige sådan. Jeg er syg, og jeg presser mig allerede selv for meget, da jeg har svært ved at acceptere det. Men det var jo dén tanke der fik mig til at blive syg, den der fik mig til at udskyde mine problemer, bekymringer, sorg og frustrationer i flere måneder, og som fik mig længere og længere ned, for til sidst ramme mig med et brag og gjorde mig total ubrugelig, hvor bare det at stå ud af sengen nogle dage er en ulige kamp, jeg har svært ved at vinde.

Jeg skriver jeg har svært ved at acceptere min tilstand, og det er måske ikke det rigtige ord. Det er mere at mit syge-jeg, og mit rigtige jeg, ikke er den samme. Og jeg ved jo hvordan den rigtige mig er, og mit syge-jeg, kender jeg slet ikke. Ting den rigtige jeg elskede og holdte af, er blevet gråt og uoverskueligt, og mit syge-jeg, aner ikke hvad hun kan lide af lave, og hun kan ikke alt det, mit rigtige jeg kan – bl.a. elsker et tætpakket skema, med masser af projekter. Nu er det eneste mit syge-jeg og rigtige mig er fælles om ’vores’ arbejde, som vi begge holder af, og derfor ret åndsvagt ikke at kunne møde op til et ’højdepunkt’, hvor man næsten føler sig helt normal igen.

Jeg har bestemt mig for, at nu vil jeg kun have én fast aftale om dagen, indtil jeg er sikker på jeg kan klare flere ting. Så i morgen har jeg sagt nej til en aftale inden jeg skal på arbejde om eftermiddagen, for at være sikker på at jeg ikke skaber unødig stress. Selvom jeg er ved at have flere og længere ’bedre’ dage, har jeg fået et skub tilbage. Jeg skal lære det tempo jeg kan holde til lige nu, og hele tiden lytte til min krop og til mine tanker… For jeg kan ikke tillade mig at udskyde. Jeg har ikke råd til det, for jeg skal blive rask og ikke mere syg, og har heller ikke lyst til at ende herude igen, når jeg først er blevet rask igen.

Status på de sidste par måneder

glenn-carstens-peters-120193

Advarsel, et ret personligt indlæg, men da jeg allerede føler, jeg har delt lidt med jer, vil jeg gerne give en ”afrunding” eller mere, hvad jeg nu står overfor.

Jeg har tidligere nævnt at jeg var presset og havde svært ved at overskue noget, specielt efter min rolle som min fars bisidder i hans sag om førtidspension, og hvordan der lige røg 3 katte i svinget på 1,5 måned. Der har også været en række andre uheldige/dårlige begivenheder som egentligt har gjort det sidste halve år ret svært for mig, og hvor jeg liiige havde kunne holde mig ovenpå med min konstante messe om: Vi skal bare forbi dét her, og så har jeg tid til at slappe af – der kom bare aldrig!

Sådan endte det bare ikke, og der kom flere og flere ting oveni hele tiden, der krævende min opmærksomhed, mine beslutninger, min tid og min tilpasning. Da jeg begyndte på mit speciale gik det helt galt, først startede det med influenza symptomer, hvilket ikke overraskede mig efter den anstrengte periode. Jeg kæmpede virkelig, men ordene, hukommelsen og koncentrationen svigtede, hvilket gjorte mig frustreret og virkelig bare tilførte endnu flere negative ting, og igen nogle influenza symptomer. Til sidst var min hukommelse så ringe at jeg 4 gange gik ind i soveværelset efter mine briller, men kunne ikke huske hvad jeg skulle, da jeg kom derind (vi snakker en lejlighed på 30 m2, ikke en kæmpe villa!), og ja… Ting der før betød noget, havde jeg ikke energi eller lyst til – kan du se hvor det bevæger sig hen?

Til sidst skrev jeg til min læge, jeg vidste ikke hvem jeg skulle kontakte, da jeg ikke rigtig regnede det her for noget specielt. Jeg var jo ikke som sådan nedtrykt, og tænkte det nok var noget forbigående, men jeg var altså nervøs for mit speciale, fordi det var vigtigt for mig, at få afleveret til tiden. Min læge tog mig heldigvis seriøst og gav mig en akuttid. Hans diagnose var let til moderat depression, og jeg skulle gå en masse ture og dyrke motion (som om det sker, hvis jeg ikke engang kan lave mad, eller tage tøj på nogle dage!) og en henvisning til psykolog – med omkring 4 ugers ventetid!

Tanken om en slags standby sådan her i 4 uger, var frustrerende hvor jeg hverken aner fra eller til, hvordan jeg nogensinde vil nå mit speciale til tiden, og mit nærmeste netværk, som ikke var der (no blame, de prøver virkelig alt hvad de kan), samtidig med at jeg skal finde hoved og hale i hvad depression egentligt er, da det bestemt ikke var hvad jeg regnede med.

Heldigvis kunne min arbejdsplads private sundhedssikring hjælpe, så ventetiden blev kortere og i fredags var jeg til den første psykologsamtale. Hun mener i stedet det er en moderat til svær depression og vil gerne have mig på medicin – en tanke jeg ikke er fan af, og som jeg bruger meget tid på at overveje lige nu.
Det eneste positive hun kunne sige var at det er en stressudløst og ikke klinisk depression, så den går over igen (men hvornår??! ).

Det hele er bare så svært lige nu, da de opture jeg har, gør at jeg tænker ”måske er jeg på vej ud, måske er det endelig over!” hvorefter der er 1-2 dage hvor jeg hverken kan rejse mig eller spise. Støvsuge min mikrolejlighed kan tage ALT min energi (det er stadig 30 m2), og ja, der er dage jeg ikke engang ved hvad jeg laver. Jeg prøver at lave aftaler, gå til arrangementer eller tage på arbejde hver dag, for at prøve at få en hverdag op og køre, for at komme ud og holde mig i gang, men omvendt kan jeg så komme hjem, ligge mig fuldt påklædt, med makeup og

Jeg ved ikke om der er den store sammenhæng i det her indlæg. Har taget mig 3 gode dage at skrive, men det er lige min lidt fucked up verden lige nu.

Hvis du går ligesom mig, og tror du kan klare mere og mere, så vær mere opmærksom på dig selv, end jeg, og se faresignalerne! Det jeg har, ses tydeligt for ret ressourcestærke personer, som så falder ned som et brag. Snakkede med en ven der også er læge, der sagde at alt hvad der var sket, var bare faresignal på faresignal, og jeg allerede inden jeg fik det dårligt, burde være kommet til lægen. Men selvfølgelig er det svært at se når man er midt i orkanen. Nu er skaderne ved at blive opgjort, og jeg bliver IKKE færdig til sommer.. Det har jeg virkelig svært ved at acceptere. Måske begynder jeg først igen, når specialet egentligt burde være afleveret og jeg ude på arbejdsmarkedet. Min store udfordring er ikke at starte for tidligt, da jeg virkelig har svært ved at acceptere min tilstand, acceptere hvordan nogle dage forsvinder med vitterlig ingenting, når jeg tidligere altid havde mange projekter, hobbyer og frivillig arbejde – der hvor folk spørger hvordan jeg kan overskue alt dét, når min største sejer i øjeblikket er at støvsuge første gang i…. lad os bare sige flere uger.  AV!

Older posts