Jeg blev umotiveret truet på åben gade i dag

timon-studler-63413*kilde*

Her skriver jeg dugfriskt min meget rystende og bizarre oplevelse i eftermiddag. Jeg er stadig påvirket, med er faktisk mere bange for, at jeg måske er mere påvirket end jeg går og tror lige nu. Men det kan tiden jo vise…

Efter jeg havde været over og besøge mit arbejde i dag (ja, elsker mit arbejde så meget, at jeg tager over og hilser på mine kollegaer mens jeg har ferie 😉 ), tog jeg videre ind mod Aalborg centrum, hvor jeg skulle forbi Hunkemöller, for at hente en ordre, inden jeg skulle mødes til en kop et eller andet med en ven.

På vej ned at den ret befærdende Boulevard kommer en mand pludselig farende hen imod mig, og prøver at give mig en knytnæveslag i ansigtet (rammer heldigvis forbi), mens han råber og skriver – jeg tror han siger noget ala ”Skal du sige noget til mig?”, på det tidspunkt var jeg i gang med at skrive en besked til min ven, så jeg har på ingen måde kunne sende ham et uheldigt blik eller anden provokerende adfærd, medmindre ikke at se på ham, var nok. Jeg blev chorkeret og kunne se hans raseri i hans ansigt, mens 1000 tanke for igennem mit hoved, fra helt simple “hvad sker der?!”, til “kender jeg ham?“, “skal jeg sige eller gøre noget?”.

Han virkede dog ret påvirket af det ene eller andet, så hurtigt kiggede jeg bare ned i jorden og gik hurtigt videre, og prøvede at ryste oplevelsen af mig. Kunne dog hører ham råbe og skrige, så overvejede lige situationen, og mens jeg hentede min ordre ved Hunkemöller, valgte jeg at gå tilbage den vej manden gik, imens jeg ringede til politiet. Manden havde en tydelig aggressiv adfærd for biler, cyklister og specielt kvinder som han lavede lidt forskellige udfald til, heldigvis ikke lige så opfarende som jeg oplevede.

Jeg gav politiet et signalement af manden og blev bedt om at forsætte med at følge efter ham, indtil politiet kom… og det tager jo en krig (føles det i hvert fald som når den slags sker), så vi endte faktisk over omkring Kennedy Arkaden, hvor jeg ironisk nok kunne stå og se på politistationen. Heldigvis kom min ven, mens jeg stod der og ventede på politiet. Da politiet kom, skulle jeg jo så fortælle om oplevelsen igen og hvad jeg havde set, og udpege manden. Derefter valgte min ven og jeg at gå, mens politiet tog fat i manden. Min ven sagde så, da vi gik derfra, at det så ud som om manden var stukket af, men skal ikke kunne sige det. Lyder dog ifølge Jodel, at han blev visiteret, så de må have fanget ham.

Jeg er rystet, kan mærke min krop stadig ryster efter 4 timer, og er blevet værre efter jeg er kommet hjem. Omvendt ved jeg, at det nok ikke var mig som person, der udløste det, men det er stadig voldsomt at opleve at det sådan sker umotiveret. – Et sted er jeg taknemmelig for min depression lige nu, da jeg ellers tror, at  jeg ville have en følelsesmæssig rutsjetur, i stedet for den her lidt diffus følelse som de fleste med depression nok kender…. Men jeg er bange for efterveer, at få en angst for at den slags kan ske igen, fuldstændig umotiveret, og jeg så bliver ramt? Chancerne er små, går jeg ud fra, men det var netop en meget bizar oplevelse på en ret fyldt gade ude foran en cafe hvor folk spiste og hyggede sig ude i solen.

Jeg ved ikke… Jeg tror dog at min aften ikke ender med den planlagte chili con carne, men nærmere noget snasket comfort food. Jeg håber bare virkelig den mand kom med ind, og han får hjælp, både for at få det bedre, men også for at det ikke skal gå udover andre. Tænkte det hurtigt kunne være endt galt, og er heller ikke i tvivl om, at hvis jeg havde vendt mig om at sagt noget til ham, var det eskaleret fuldstændigt.

Lær af mine fejl

depression-tanker-blog

Jeg har fået et rigtig wake-up call, da jeg var ved at gøre mit nok livs største fejltagelse – igen!

I torsdags meldte jeg mig syg fra arbejdet. Det var virkelig ikke med min gode vilje, og gav mig så meget mavepine, alene fordi dét er min faste pæl, det eneste sted hvor alt er ”normalt”. Jeg kunne bare mærke at det ved en af de dage der højst sandsynlig udviklede sig til hvor jeg hverken kan gøre noget som helt, og hvor jeg tidligere ikke engang har kunne tage min telefon når den ringede, så hvordan skulle jeg så senere melde mig syg?

Pointen med det her indlæg er, at lav ikke den samme fejl som mig, for jeg var ved at lave samme fejl – igen!

Dagene op til torsdag havde været lidt hårde, med opgaver, ting der er sket og informationer jeg skulle døje oveni alt den depression. Jeg har prøvet at holde mig i gang og komme ud hver dag, men tid er blevet en underlig og stressende faktor for mig. På den ene side, kan jeg godt tænkte på tid rationelt, på den anden side tager kroppen og den ’syge hjerne’ over. 4 timer inden jeg skal noget, kan jeg ikke følge med, og føler jeg har travlt – selvom den rationelle side udmærket godt ved jeg har MASSER af tid, ville egentligt kunne nå at sove, gå i bad, gøre mig klar og stadig have tid til at noget andet.. Men ja, kroppen og mit urationelle syge-jeg er ikke enig. Så lige nu kan uplanlagte tid, ændringer i tidsplaner og nye opgaver give en fuldstændig åndsvag stress!

Men alt i alt, har jeg gået i de ’hårde’ dage og hele tiden tænk på lørdag har jeg tid til at slappe af og restituere. Faktisk havde jeg allerede messet dét i et par dage, og da jeg torsdag morgen vågnede op til en grå grå verden (med blå himmel og solskind), gik det op for mig, at jeg ikke havde råd til at sige sådan. Jeg er syg, og jeg presser mig allerede selv for meget, da jeg har svært ved at acceptere det. Men det var jo dén tanke der fik mig til at blive syg, den der fik mig til at udskyde mine problemer, bekymringer, sorg og frustrationer i flere måneder, og som fik mig længere og længere ned, for til sidst ramme mig med et brag og gjorde mig total ubrugelig, hvor bare det at stå ud af sengen nogle dage er en ulige kamp, jeg har svært ved at vinde.

Jeg skriver jeg har svært ved at acceptere min tilstand, og det er måske ikke det rigtige ord. Det er mere at mit syge-jeg, og mit rigtige jeg, ikke er den samme. Og jeg ved jo hvordan den rigtige mig er, og mit syge-jeg, kender jeg slet ikke. Ting den rigtige jeg elskede og holdte af, er blevet gråt og uoverskueligt, og mit syge-jeg, aner ikke hvad hun kan lide af lave, og hun kan ikke alt det, mit rigtige jeg kan – bl.a. elsker et tætpakket skema, med masser af projekter. Nu er det eneste mit syge-jeg og rigtige mig er fælles om ’vores’ arbejde, som vi begge holder af, og derfor ret åndsvagt ikke at kunne møde op til et ’højdepunkt’, hvor man næsten føler sig helt normal igen.

Jeg har bestemt mig for, at nu vil jeg kun have én fast aftale om dagen, indtil jeg er sikker på jeg kan klare flere ting. Så i morgen har jeg sagt nej til en aftale inden jeg skal på arbejde om eftermiddagen, for at være sikker på at jeg ikke skaber unødig stress. Selvom jeg er ved at have flere og længere ’bedre’ dage, har jeg fået et skub tilbage. Jeg skal lære det tempo jeg kan holde til lige nu, og hele tiden lytte til min krop og til mine tanker… For jeg kan ikke tillade mig at udskyde. Jeg har ikke råd til det, for jeg skal blive rask og ikke mere syg, og har heller ikke lyst til at ende herude igen, når jeg først er blevet rask igen.

Older posts