eBay fund #63 Korean beauty

Hej, kender jeg dig? – Mit usynlige handicap.

woman-83156_640_zpsfj5iymj6De fleste har prøvet at stå i situationen, hvor du snakker med en person, du ikke kan huske hvem er. Prøv at forstille dig, at dette næsten sker hver gang du snakker med nogen – overhovedet! Jeg lider af prosopagnosia, som i et mere dagligt tale betyder, at jeg er ansigtsblind. Det betyder simpelthen at jeg har en nedsat evne til at genkende ansigter. Man anslår af omkring 2-2,5 % af verdens befolkning lider af ansigtsblindhed i en eller anden grad og som er en lidelse jeg bl.a. deler med Brad Pitt og Sveriges kronprinsesse Victoria, der også er ordblind (ligesom jeg).

Jeg døjer med  ansigtsblindhed i nogenlunde høj grad, og kan kun huske ca. 30 % af de ansigter jeg kender -og typisk efter lang tid. Det er virkelig frustrerende og har helt sikkert også været en faktor for min social angst, som jeg har lidt rigtig meget af, og til dels stadig lider af…

Et typisk eksempel: Jeg er ude og gå med min kæreste/veninde whatever, og der kommer en person imod os, der tydeligvis kender én af os, da h*n begynder at smile og eventuel vinker. Her starter panikken: Er det mig h*n vinker til!? Burde jeg kende ham/hende!? Hvem kan det være?! Og jeg er flere gange blevet opfattet som i dårligt humør i mine mindre panikanfald over tvivlen.

Det er eekstremt socialt akavet når jeg enten skal starte med “Hvem er det nu du er?” – og virke som en arrogant idiot der ikke interessere mig i mine medmennesker, eller jeg  prøve at holde samtalen i gang, indtil jeg har tilpas mange ledetråde til, at jeg kan regne ud hvem de er – og håbe på, at de ikke opdager jeg ingen anelse har om hvem de er, inden da. Selvfølgelig burde jeg starte samtalen med; “Ved du hvad, jeg er ansigtsblind, og kan ikke lige genkende dig, kan jeg få det opfrisket?”, men surprise! Så går resten af samtalen på handicappet og hvordan ‘jeg så ser verdenen’ – det ved jeg i øvrigt ikke, da jeg ikke tror jeg har oplevet andet. Men det er også bare være noget så enkelt, som når går jeg et sted med mange mennesker, så lægger jeg heller ikke mærke til folk jeg kender, selvom de evt vinker og siger hej. Det er ikke ligefrem det der giver det bedste indtryk af én?

Men det hele med ansigtsblindhed er lidt specielt. For ansigtsblinde kan også have svært ved at genkende deres familie, kæreste, nærmeste venner…. Eller dem selv! Hvis du læser med her ofte, har du nok lagt mærke til, at der ikke er særlig mange billeder af mig. Det er også en delvis grund til, da jeg virkelig har svært ved at genkende mig selv på billeder og film. Så selvom jeg kan regne ud, det er mig selv, så virker ‘hende dér’ bare så fremmed, at jeg har svært ved at stå ved billedet – hvis du forstår?

Men hvordan genkender jeg så folk?
Det tager mig ofte laaaang tid at sætte ansigt og navn på folk, da jeg gik på HTX tog det over et halvt år at huske min egen klasse (og indrømmet, det var mest udfra deres siddepladser). Men som ansigtsblind er det typisk andre ting jeg genkender folk på. Mine kærester må godt skille sig tilpas ud, så der er nogle specielle kendetegn jeg kan huske dem på. Min nuværende kæreste er bleg, mørkhåret og høj og har en karakteristisk frisure, og kan genkende hans gang på lang afstand (selvom jeg ikke husker hvordan han ser ud nu, da jeg sidst så ham i går!). Min barndomsveninde er også hendes gang, jeg først kan genkende hende på. Nye mennesker er det oftest stemmen jeg husker dem på, eller igen nogle mere specielle kendetegn (typisk hår/tøj). Det betyder dog ikke, at det lykkes hver gang.

Min psykolog, som jeg fik i et meget intensivt forløb, for at komme over min social angst, genkendte jeg aldrig, selvom jeg sad overfor damen i en time hver uge – i et år! Jeg husker tydeligt hvordan hele hendes kontor så ud, helt ned til små detaljer, men hvis ikke hun kom forbi mig i venteværelset og gav hånd, kunne jeg lige så godt være gået efter en anden psykolog, hvis de sagde hej til mig.

Jeg har længe ville fortælle om dét at være ansigtsblind, men kan se det her bliver meget langt. Jeg kom bare efter det igen, da vi holdt en stor fest på studiet i lørdags, som jeg var arrangør af, og der kom selvfølgelig mange over og snakkede. De fleste kunne jeg regne ud, nok kom fra min årgang, men hold fast jeg fik dummet mig en del alligevel, da festen åbnede for alle årgange og nogle udefra – håber bare lige nu, at dem jeg talte med ikke opdagede det, og det kun mig selv der var pinligt berørt.

Er du ansigtsblind?
Hvis du kan genkende noget af det jeg skriver, og specielt med at du genkender folk på deres stemme, gang, tøj eller hår, kan det være du også er ansigtsblind.

På siden faceblind.org kan du teste dig selv, det er ikke det bedste test, kan give et fingerpeg om der måske er noget om det.

4 kommentarer

  • Yblok

    Gud hvor er det mærkeligt, det her! Har ALDRIG hørt om det, men jeg genkender utroligt mange ting, af det du skriver…. Puha, det er helt skræmmende. Jeg har selv svært ved at huske folks ansigter. F.eks. kan jeg huske engang vi var på vej til min egen kusines fødselsdag, og jeg kunne simpelthen ikke huske, hvordan hendes eksakte udseende så ud. Kom først i tanke om det, ved at forestille mig hende i en speciel situation. Sommetider (ret ofte) kan jeg ikke huske min kærestes ansigt. Har prøvet at forklare ham det, men han tror jo bare, at jeg er tosset – For jeg ser ham jo hver dag… Desuden kan det tage mig flere år at lære læreres navne på min skole at kende, selvom jeg ser dem flere timer hver uge (ved ikke, om det er det samme?). Befriende indlæg og åbner op for en masse tanker hos mig. TAK!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Malene

      Nu har vi skrevet sammen på Facebook, men svare også lige her, da indlægget stadig har meget trafik.

      Det lyder som om du er ansigtsblind, jeg har ikke kunne navnene på nogle af mine forelæserne endnu, eller for den sags skyld vejleder. O_O Det er så pinligt, da jeg har skrevet det forkerte navn i en mail. Det med spejlet kender jeg alt alt alt for godt, og har tænkt mig at skrive et til indlæg om ‘kvalerne’ ved ansigtsblind, mener jeg fortalte dig (nu må du ikke blive fornærmet, da jeg har fået rigtig mange mails og beskeder på FB), men at det hjalp mig meget at få pandehår, da det gav noget mere karakter (eller måske er det så bare nemmere at kende mig selv på håret), men i går var jeg i Fårup Sommerland, og satte derfor mit pandehår op, så det ikke heletiden fløj i uorden, og hver gang jeg kom forbi et spejl tabte jeg altid kæben, var det mig?! Brugte lang tid på at studere mig selv og mit ansigt for, for mig, så jeg HELT anderledes ud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Yblok

    Uh og lille tilføjelse…. /spørgsmål til dig.
    Har (gennem hele livet faktisk) oplevet, at hver gang jeg så mig selv i spejlet, tænkt “Gud, er det mig? Ser jeg sådan ud?”….. Har du prøvet det samme????

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vidste faktisk ikke, at det rent faktisk eksisterede indtil for nyligt – jeg er nemlig ved at læse “På kant med livet” af Jennifer Niven, hvor den ene af hovedpersonerne lider af ansigtsblindhed – så det har virkelig åbnet mine øjne op for, at det findes, og du er hermed den første, som jeg er stødt på, der har det (eller er opmærksom på det).
    Så hvis du godt kan lide at læse, så er bogen helt klart anbefalelsesværdig – du kan sikkert nikke genkendende til meget fra Jacks liv og hverdag. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

eBay fund #63 Korean beauty